EIB Adaptation Days i Luxembourg.

26.04.2024

Der er behov for investeringer i millionklassen, hvis de syv Limfjordskommuner Struer, Holstebro, Skive, Vesthimmerland, Thisted, Morsø og Lemvig skal tilpasses fremtidens klimaudfordringer. Derfor var CDEU for nylig med Lemvig Kommune og Region Midtjylland til EIB Adaptation Days Conference i Luxembourg. Her pitchede Lemvig Kommune som repræsentant for Limfjordskommunerne sin case over for Den Europæiske Investeringsbank, EIB, for at undersøge mulighederne for en dialog omkring støtte til indsnævring af Thyborøn Kanal.

CDEU understøtter i arbejdet, og dialogen om hjælp fra Investeringsbanken er blevet gjort mulig af det omfattende arbejde, som blev lavet under det store, midtjyske klimatilpasningsprojekt Coast to Coast Climate Challenge (C2CCC).

EU har stort fokus på nødvendigheden af at handle, når det kommer til klimatilpasning, og er fuldt klar over, at det også betyder et massivt behov for investeringer, især i infrastruktur. Det gælder i Danmark ikke mindst i området omkring den vestlige Limfjord, hvor naturens kræfter virkelig er stærke.

Men EU’s grønne programmer støtter ikke infrastrukturprojekter, og derfor er det nødvendigt at kigge andre veje hen.

Alternativ hjælp fra Den Europæiske Investeringsbank

Det var af denne grund, at Lemvig Kommune på vegne af de syv Limfjordskommuner sammen med Region Midtjylland og CDEU for nylig var afsted på EIB Adaptation Days i Luxembourg. EIB står for European Investment Bank, eller Den Europæiske Investeringsbank.

Konferencen var Investeringsbankens første af sin art, og den satte fokus på klimatilpasning og de løsninger, som banken kan tilbyde inden for teknisk, finansiel og socioøkonomisk rådgivning med henblik på at modne projekter frem mod evt. låntagning.

Det nødvendige forarbejde blev lavet under C2CCC

Men Investeringsbanken går ikke ind i et hvilket som helst projekt – der skal ligge et grundigt forarbejde med analyser og demonstrationer bag, hvis man vil i dialog med EIB, og netop dette forarbejde blev gjort under det store midtjyske klimatilpasningsprojekt, Coast to Coast Climate Challenge, C2CCC, der kørte fra 2016-2022.

Dorthe Selmer, vicekontorchef i Region Midtjylland og projektleder for C2CCC, forklarer:

- De nødvendige infrastrukturinvesteringer i mange af de 24 delprojekter, der blev arbejdet med i C2CCC, er stadig ikke realiseret. Derfor er det vigtigt at være til stede til EIB Adaption Days for at få viden om og gå i dialog med EIB om de muligheder, som de tilbyder i forbindelse med anlægsprojekter. Yderligere er det en vigtig viden, der kan komme mange midtjyske aktører til gode, og som vi i Midtjylland også vil bringe ind i det landsdækkende LIFE ACT-klimaprojekt, der afventer godkendelse.

Indsnævring af Thyborøn Kanal forberedt under C2CCC

Under C2CCC blev projektet omkring indsnævring af Thyborøn Kanal således forberedt i partnerskab mellem de syv Limfjordskommuner og deres syv vandforsyninger, og her var Lis Ravn Sørensen fra Lemvig Kommune projektleder. Hun deltog derfor også ved EIB Adaptation Days i Luxembourg:

- Det har været nogle gode og inspirerende dage, der har givet masser af ny energi, inspiration og viden om, hvordan vi i Limfjordskommunerne kan arbejde videre - og jeg glæder mig meget til at komme hjem og vende EIB-mulighederne med de øvrige kommuner i vores partnerskab, lyder det afslutningsvist fra Lis Ravn Sørensen.

På CDEU glæder vi os til at følge og understøtte det videre arbejde.